Advarsel! Dette indlæg indeholder grimme fy-ord!
Forleden gik jeg i gården med min mindste, William, der snart fylder 5år. Det var skønt vejr, så der var mange børn ud at lege. Det hele var idyl, indtil en dreng, på 8-9 år, cyklede forbi. Han kunne have sunget en lille, glad melodi, men i stedet lød det: 'fucking møgbitch so, fucking lorte pik'. Han var ikke sur og ordene var ikke rettet mod os, så i princippet kunne han lige så godt have sunget 'Da farfar var ung', men nej, det var ren 'Tourettes', der forurenede mine stakkels ører. Faktisk blev jeg så chokeret at jeg udbrød: 'Kan du SÅ tale ordenligt!!!' Men han registrerede det dårligt, og cyklede videre med sin 'møgbitch-remse'. Mine tanker var: 'Den dreng skal William i hverfald IKKE lege med! og 'hvor har han lært at tale sådan?'
Men når jeg nu skal være helt ærlig, så behøver jeg ikke gå i gården, for at blive sprogforarget. Der bliver nemlig også bandet flittigt i mit eget, lille hjem. Ikke af mig naturligvis (jeg er jo perfekt*), men af ALLE de andre. 'Fucking' hører til PS3'eren, når de store spiller, 'fanden' og 'Satan' er her også tit, og hjælper med at knalde en storetå ind i dørkarmen, eller lave hul på skraldespanden, når man man er på vej ned af bagtrappen fra 4. (Ikke for mig, men for de ANDRE, naturligvis). Tænder man for radioen, går der heller ikke længe, inden man hører ord, der er langt fra børnevenlige. Eller bare venlige.
Willam hører det hele, og er for længst begyndt at prøve dem af. Derfor er det heller ikke længe siden, vi havde denne samtale:
William: Mor, må man godt sige SGU?
Jeg: Nej!
William: Må jeg så heller ikke sige SKU BI DU?
Jeg: Jo, det må du gerne.
WIlliam: Må jeg sige FOR SATAN?
Jeg: NEJ! Det ved du jo godt!
William: Er NIGGER et bandeord?
Jeg: HVAD! ? Det må du OVERHOVEDET ikke sige! Hvor har du dog hørt det?!?!
William: Må jeg så sige SEXY LADY?
Og så er der 'LORT' - ja, det har han lært i børnehaven, for der lærer pædagogerne helt små børn, før de kan tale, at de laver lort. Noget jeg virkelig synes er en skam, og som jeg har skrevet lidt om HER.
Det er som om vores sproggrænser rykker sig og bliver mere og mere primitive, negative og respektløse. Da jeg kom til Danmark for 8 år siden, var jeg ved at DØ når nogle sagde 'fucking', men ikke længere, for nu hører man det så mange steder, og så ofte at man langsomt bliver immun. Jeg synes det er ærgerligt at den formelle høflighed nærmest er ved at forsvinde.
Men tilbage til børnene. I nogle tilfælde kan banderi selvfølgelig være bedre end at blive fysisk agressiv, og nogle gange kan det virkelig hjælpe med at komme af med vreden. Begge mine store drenge har en dagbog, som de har brugt til netop dette. Ikke at det var hensigten fra min side, men det blev de altså også brugt til. En dagbog forudsætter selvfølgelig at man både kan skrive - og stave (selvom vi har grint rigtig meget af Victor's sure opstød, fra da han var ca. 7 år:
Så hvad kan man gøre for at få sine børn til at tale pænere (UDOVER SELV AT VÆRE DET BEDSTE EKSEMPEL)? Hvad gør i? Har i bødekasser? Ignorerer i det? Tænker i at sådan er sprogudviklingen bare? Personligt synes jeg i hvertfald ikke det er nuttet når børn (eller nogen) bander, ikke at jeg er fuldstændig frelst, men det lyder sgu da bare så taberagtigt og så fucking primitivt!
(*og jeg er aldrig sarkastisk).
;-)
Alle børn bander. Det er et led i deres sprogudvikling. Nogle af dem gør det i skjul. Andre i det selskab der kan rumme det. Og nogle gør det når de lige føler for det - uanset sted og selskab. Men alle børn bander.
SvarSletJeg forsøger at være et godt forbillede. Og minder min dreng om sproget. Men ved at han så bare rykker det hen hvor jeg ikke 'kan nå ham'. Sprogudviklingen er interessant på det område, for vores forståelse af diverse amerikanske ord er ikke den samme som i USA. Her er fuck jo bare et ord.
Sproget er blevet grimmere - Jeg synes at der har været en lille, glidende udvikling, så man næsten ikke lagde mærke til det.
SvarSletMine børn kan også bande, men vi forsøger at give dem alternativer til de ord de ikke må sige.
Jeg er slem til at bande, når jeg slår mig/støder ind i ting. Det er virkelig en indgroet vane, som er svær at komme af med! Men jeg forsøger virkelig...
Ja, nu er jeg jo selv det man vil kalde et ældre barn, og jeg vil sige at jeg afprøvede da de, i mine øjne, normale men unødvendige, ord. Senere er jeg bare blevet ligeglad, jeg føler ikke jeg har brug for dem. Jeg bruger dem en gang imellem, men ville ønske jeg ikke gjorde, og jeg tror det er meget sådan med andre børn. Hele min omgangskreds bander heller ikke specielt meget, det er også mere når det lige slipper. Det er også noget jeg tror indvirker - Hvis man omgås med folk der bander, får man lidt gruppepres af en art udefra, og man begynder selv, og stopper med at tænke over det. Så når folk går ud af folkeskolen, og begynder at være mere 'voksne', og muligvis begynder at finde sig mere til rette i sig selv, så de ikke bare tager den omgangskreds der lige er, for der er lige pludselig langt flere at omgås med. Det er vist lidt som rygning, bliver anset som sejt af dem der synes det virker voksent. Og hvor mange gange har man ikke hørt fra sin mor, imens hun griner, ''det er kun de voksne der må bande.''
SvarSletMine mindre søskende har ikke noget problem med det, og heller har min storesøster. Jeg fortæller meget fint til dem at det lyder dumt når de bander i hver anden sætning, og de lyttede - begge to, og de bander ikke længere. Indtil videre. De er begge ti.
Der fik du så en femtenårigs mening, håber den kan bruges til noget :)