En Lille Påske Give-Away

mandag den 30. marts 2015


*GIVE AWAY*
Vil du gerne vinde denne fine ATELIER STRØM tunika og søde kaninmaske? 
Alt hvad du skal gøre er at smutte ind på min facebook lige HER, for at tilmelde dig. 
Men skynd dig, for vinderen trækkes allerede på onsdag!
 :-) 
Kærlig hilsen
Gitte

Hængeplante DIY

onsdag den 25. marts 2015


Det er vist ingen nyhed at jeg elsker botanik, og derfor er jeg også helt fjollet med boligtrenden, hvor man indretter med planter. Især planter der hænger, på den ene eller anden måde, får et anderledes udtryk, og er en samtidig en smart løsning, hvis man ikke har så meget plads. 

Desværre har planter ikke helt det samme kærlighedsforhold til mig, da jeg har det med at glemme at de skal vandes. Heldigvis findes der flere typer planter, der kræver meget lidt pasning. 

'Luftplanter' der optager næring gennem luften, er en af disse arter, og det samme gælder sukkulenter, der nærmest ikke kan visne. 

Jeg har har lavet en hængeplante med en Tillandsia Cyanea, der er en luftplante, og som er den nemmeste at få fat i herhjemme. Men med mindre af du bor i en regnskov, slipper du ikke for at vande den! En gang om ugen burde dog være nok. 

Lav den til din egen bolig, som en sød værtindegave, eller måske til en der 'hænger med hovedet' og trænger til opmuntring :-) Det tager ikke mere end 15-20 minutter. 

Jeg skal være helt ærlig og tilføje at jeg ikke ved hvor længe den finder sig i denne behandling, så det er lidt af et forsøg :-) 

Til at lave en hængeplante, som vist her i indlægget, skal du bruge:

*Tillandsia cyanea - min er købt i IKEA til 25kr
*Sisalsnor - eller snor af andet naturmateriale (vigtigt) Ca. 30kr for 50 meter i Føtex.
*Et skykke tyl
*Avis
*Snor til ophæng

FREMGANGSMÅDE:
 Tillandsia cyanea
 Start med at tage planten ud af plasticholderen, og læg den på avisen. 
Fold derefter tyllen rundt om jorden, og bind den til foroven med sisal/natur snor. 
 Find et startpunkt for oven, og begynd at vikle snoren rundt om tyllen. Det skal nok blive en rund kugleform, selvom det ikke nødvendigvis ser sådan ud fra start
 Forstsæt til jorden og tyllen er dækket, og er formet som en kugle.
 Afslut ved at hæfte snoren ind i, og rundt om, de andre snore.
 bind snoren, planten skal hænge i, i bundet af kuglen. Find tyngdepunket, og slå knude, 
så den ikke glider.
 Planten er nu klar til ophæng!

PASNING:
Ca. en gang om ugen: Fyld en skål med vand, og sænk kuglen ned i den, lad den stå tyve minutters tid, for at suge vand,  lad den dryppe af, og hæng op igen.

God fornøjelse
:-) 
Gitte

Påskepyntede Æggevaser D.I.Y

mandag den 23. marts 2015

Nu nærmer påsken sig, og til påsken hører naturligvis æg; symbolet på frugtbarhed og genfødsel, og er for mange, den største forårsbebuder af alle. 

Pynt er skønt, men funktionelt pynt er, efter min mening, endnu skønnere. Derfor har jeg eksperimenteret med at lave minivaser af dekorerede æg. De kan hænges på grene, eller frit i en usynlig nylonsnor, stilles i æggebægre, eller du finde på noget helt andet og lave din egen æggeholder.

Du skal bruge:

TÅLMODIGHED!

*Æg - De hvide er nemmest at male på.
*Skalpel, eller meget skarp hobbykniv, med skarp spids.
*Retteblæk.
*Sprittush - typen man bruger til at skrive på CD'er på.
*Farvetush/akrylmaling/neglelak eller andet.
*Snor til ophæng
*Små, friske forårsblomster

Fremgangsmåde: 

1. Slå FORSIGTIGT ægget ud, så tæt på toppen som muligt. Hullet skal være stort nok til at man kan putte blomster i det. 
Tip: Får du lavet hullet for stort, kan du gemme ægget og bruge det som vase, i et æggebæger, i stedet for. De kan også gemmes til de børn, der gerne vil være med til projektet.
2. Stil æggeskallen i et æggebæger i køkkenvasken, og hæld en dråbe sulfo i ægget. Skold det derefter med kogende vand. Vask overskydende sæbe af, og dup ægget tørt, udvendigt. Det er nu klar til brug.

3. Hold ægget op mod lyset, for at se om det er svækket med små revner. Undgå disse steder, når du skal lave huller til ophæng.

4. vælg et sted, ca. 1,5 -2cm fra åbningen i ægget, og rids FORSIGTIGT frem og tilbage, uden at tykke, med skalpellen. Når du har lavet en lille ridse, kan du bruge skalpellens spids til at lave hul med, ved at dreje spidsen rundt i små cirkelbevægelser, til den bryder igennem. 
Om du laver et eller to huller på hver side, er op til dig, og hvad du synes er pænest. Ægget kommer til at hænge mere lige, når man lavet 2 huller. 
OBS! Du må forvente at smadre et par æg, i denne proces, så lad være med at dekorere det, FØR du har lavet hullerne. Jep, jeg taler af erfaring :-D 

5. Brug retteblækken til at male over datostemplet. Det skal have 2-3 lag, men tørrer på sekunder.
 
6. Så er det tid til det sjove, nemlig at dekorere ægget. 

Du kan evt. male det med klar lak, eller neglelak med glimmer bagefter. Det vil både styrke æggeskallen og bevare dine dekorationer.

William er 5 år, og kunne godt være med. 

7. Når ægget er dekoreret og tørt, putter du snoren gennem hullet, du har lavet i ægget, og binder en knude. Jeg har bundet en ekstra knude, ved kanten af hullet, hvilket det får det til at balancere bedre.
7. Fyld lidt vand og små forårsblomster i ægget, og hæng det herefter op hvor du ønsker. 




God fornøjselse! 
:-)
Gitte

Godnat min lille skat - Lav en Kyssekasse!

fredag den 13. marts 2015

For snart 7 år siden, fik jeg den sødeste Mors Dags gave, tålmodigt, kærligt og kejtet, lavet af min lille søn.
Jeg fik en 'Boite a Bisous' - En kasse med kys!

Jeg elsker den lige så meget nu, som dengang, og skiller mig aldrig af med den!

Nu er han 11 år, men husker stadig legen vi legede med kyssekassen, som blev et fast putteritual.

Ideen giver jeg nu videre til jer, da det er et dejligt afbræk, hvis man en aften er kørt træt i pegebøgerne, eller bare som en sød leg, generelt.

Mulighederne er mange, man kan, f.eks. lave den som gave, eller som et kreativ projekt sammen med sine børn - eller børnebørn, og overraske mor på Mors Dag.

Putteritualet, eller legen, vi legede med kysseboksen, går i sin enkelthed ud på at man skiftes til at tage et hjerte fra kassen, og derpå give det kys der står på hjertet.

For at lave en kyssekasse, skal man bruge en fin, dekoreret æske og udklippede hjerter med 'kys' på. 
I kan finde på jeres egne, eller starte med mine kys, som kan downloades og printes ud, 
ved at klikke på billedet herunder. 


Den originale kyssekasse - En malet skotøjsæske med guldglimmer!

Hvis man laver kyssekassen som gave, kan man skrive en kærlig hilen i låget på kassen.
MOR
Gæt hvad jeg har gemt?
Et kys
Til din kind
Et kys
Til din næse
Masser af blomster
Til dit hjerte!'
Blomster, hjerter og kys, hvad mere kan man ønske sig? :-)
God fornøjselse og mange kys
:-) 
Gitte

Moebe Ramme D.I.Y

lørdag den 7. marts 2015

 

Det var forelskelse ved første øjekast, da jeg stødte på de smukke rammer fra Moebe, med gennemsigtig bagbeklædning. Men da jeg så prisen, var jeg godt klar over at mit kærlighedsforhold til disse rammer, måtte forblive platonisk. Lækkert design koster, men det gør tre børn desværre også!

Den fine ide, med en gennemsigtig bagbeklædning, kunne jeg dog ikke helt lægge fra mig, for hvor mange gange har man ikke stået med noget kunst, eller et foto, man gerne vil indramme, men som ikke passer i standardstørrelsesrammer. Så kan man selvfølgelig få det indrammet professionelt, eller finde et passepartout der passer, men det kan være mindst lige så svært og dyrt.

Derfor har jeg lavet min egen (discount) version. Måske kan du også bruge idéen :-)

(Jeg har taget billeder af to forskellige rammer, til demonstration.)

Du skal buge:

* 2 identiske rammer, med små metalstrips (se billede #2), der holder bagbeklædningen.
De kan købes i f.eks. Tiger (små rammer) eller IKEA (større rammer).

* 1 lille tang

* Dobbetklæbende tape

* Linial

* Dit kunstværk


Sådan gør du:

1. Fjern bagbeklædning fra begge rammer.

2. Gør glas i begge rammer helt rene, hvis de ikke allerede er det.

3. Put en stribe dobbeltklæbende tape på bagsiden af dit kunstværk.

4. Læg dit kunstværk i ramme nr. 1, den du gerne vil have op at hænge. Put en stribe dobbeltklæbende tape bagpå dit kunstværk.

5. Læg glasset, fra fra ramme nr. 2, oven på dit kunstværk, så det nu er bagklædningen i rammen.
Tryk let, så det hæfter til den dobeltklæbende tape.

6. Brug tangen til at folde metalstripsene ind over glasset, så det lige holder, men ikke kan ses fra forsiden.

Materialer: 2 identiske rammer, lille tang, dobbeltklæbende tape, linial og kunstværk.
Rammerne skal have denne type metalstrip, der holder bagbeklædningen.
Fjern bagbeklædning fra begge rammer, og puds glassene i begge rammer, hvis de trænger.
Læg dit kunstværk i ramme nr. 1, den du gerne vil have op at hænge. Put en stribe dobbeltklæbende tape bagpå dit kunstværk. Brug evt. linialen, så det kommer til at ligge helt præcist. Læg glasset, fra fra ramme nr. 2, oven på dit kunstværk, så det nu er bagbeklædningen i rammen. 
Tryk let, så det hæfter til den dobbeltklæbende tape. 
Brug tangen til at folde metalstripsene ind over glasset, så det lige holder, men ikke kan ses fra forsiden.  Man kan evt. fjerne metalstrippen i bunden og/eller toppen, hvis den syner for meget.
 Dit kunstværk er nu klar til at hænge op. 

God fornøjelse!
:-) 
Gitte